I slutningen af 1950’erne stod Stockholm med et problem: den nye rundkørsel ved Sergels Torg skulle være hverken cirkel eller rektangel, for cirklen spildte plads, og rektanglet ødelagde trafikflowet. Byplanlæggerne spurgte den danske digter, matematiker og opfinder Piet Hein, og hans svar blev superellipsen, en matematisk form præcis mellem de to. Få år senere lå den samme form som bordplade i danske spisestuer.
Og der ligger den endnu.
Historien er værd at kende, fordi den viser, hvad danske designborde faktisk er: ikke pynt, men løsninger. De store borde fra dansk designs guldalder blev tegnet af folk, der arbejdede med matematik, håndværk og hverdagsproblemer på samme tid, og det er den kombination, der stadig adskiller et designbord fra et bord, der bare ser designet ud. Blandt danske designmøbler er bordene de stille klassikere: stolene tog berømmelsen, men bordene tog arbejdet, og netop derfor fortjener danske designborde deres egen fortælling.
Hvorfor blev netop Superellipsen et ikon?
Superellipse-bordet blev sat i produktion hos Fritz Hansen i 1968, tegnet af Piet Hein og den svenske møbeldesigner Bruno Mathsson, med bidrag fra Arne Jacobsen til de karakteristiske span-ben, der spænder pladen op uden hjørnestolper. Formen løser præcis det samme problem ved middagsbordet som i rundkørslen: ingen skarpe hjørner at støde ind i, ingen bordender med hierarki, og alligevel mere bordplade end en oval giver. Ved et superelliptisk bord sidder otte mennesker og taler på kryds, hvor et rektangulært bord deler selskabet i to halvlege.
Bordet er stadig i produktion, og prisen fortæller sin egen historie om, hvor designborde ligger i markedet: udtræksmodellen på 180/300 cm starter omkring 39.500 kroner ny. Det er ikke et impulskøb, men det er heller ikke et kortlivet et, for Piet Hein døde i 1996, og designet er derfor ophavsretsbeskyttet frem til 2066. Ingen lovlige kopier, intakt gensalgsværdi og en produktion, der har kørt uafbrudt siden 1968: det er den økonomi, der får designborde til at gå i arv i stedet for på genbrugspladsen.
Traditionen bag bordene
Superellipsen var toppen af en tradition, ikke starten på den. Dansk møbelkunst byggede gennem 1940’erne og 50’erne på snedkerværkstedernes borde i massivt træ, og Børge Mogensen trak i sine år hos FDB linjen helt ud til folkemøblerne: enkle, solide spiseborde i lyst træ, tegnet til almindelige husholdninger og priser. Den demokratiske gren af traditionen lever videre i dag i de massive plankeborde, som ikke er én designers værk, men til gengæld er den bordform, flest danske hjem faktisk bygger spisestuen op omkring.
De to grene bruger træet forskelligt, og det ses den dag i dag. Arkitektbordene som Superellipsen dyrker den præcise, matematiske form, hvor pladen ofte er laminat eller finér på formspændt kerne, og benene er stål; snedkertraditionen dyrker det massive træ, hvor planken selv er udtrykket, og samlingerne er håndværkets visitkort. Ingen af delene er finere end den anden, men de klæder forskellige hjem: den præcise form til det arkitektoniske rum, den massive planke til rummet, hvor patina og varme vejer tungest.
Hvad gør et bord til et designbord?
Betegnelsen bruges i flæng, så her er de kendetegn, der faktisk betyder noget, når du står foran et bord med design-prætentioner og et prisskilt derefter:
- En navngiven designer og producent. Et ægte designbord har begge dele, og producenten vedkender sig produktionen med mærkning.
- En form, der løser noget. Superellipsens hjørneløshed og span-benenes frie benplads er funktion, ikke stil. Spørg altid, hvad formen GØR.
- Standardmålene overholdt. 72-74 cm i højden og 60-70 cm bordkant per kuvert; et bord, der fraviger uden grund, er tegnet til et katalog, ikke til et måltid.
- Fortsat produktion eller dokumenteret proveniens. Begge dele holder værdien; anonyme “design-look”-borde har ingen af delene.
Reglerne lyder strenge, men de er i praksis en indkøbsliste. Et bord, der opfylder alle fire, holder både middagene og værdien i årtier, og et bord, der kun opfylder den anden halvdel af prisskiltet, afslører sig selv på tremmerne under pladen længe før, det afslører sig i stuen.
Arven står på benene endnu
Det siger noget om danske designborde, at den mest berømte form blev opfundet til at flytte biler gennem Stockholm. Formen fulgte funktionen hele vejen fra rundkørslen til spisestuen, og det princip har holdt bordene i live: Superellipsen produceres på 58. år, snedkerbordene fra 1950’erne handles stadig med god samvittighed og god økonomi, og plankebordstraditionen har aldrig været stærkere end nu. Vælger du et bord efter, hvad formen løser i netop dit rum, frem for hvad den signalerer, vælger du præcis sådan, som de gamle mestre tegnede.
Det er hele arven. Og den kan stadig købes ny.
