Glem forestillingen om vintage stole som sarte samleobjekter, der skal stå i et hjørne og blive set på. De danske stole fra 1940’erne og 1950’erne blev tegnet som hverdagsmøbler til almindelige hjem, og det er præcis sådan, de bliver brugt i dag: ved spisebordet, ved skrivebordet og i børnefamilier med madpakker og lektier på bordpladen. Mange af de mest kendte danske designerstole har rundet de 70 år og gør stadig tjeneste hver eneste dag. Stolene har ikke overlevet på trods af brugen. De har overlevet, fordi de blev bygget til den.
Forklaringen ligger i konstruktionen. Stel i massivt træ, synlige samlinger og sliddele i flet og læder, som designerne fra starten regnede med skulle skiftes undervejs. En vintage stol er ikke et færdigt, forseglet produkt, men et sæt af dele med hver sin levetid: stellet skal blive stående i generationer, mens sæde og betræk må arbejde for føden og fornys, når de er brugt op.
Det adskiller den fra mange nyere stole, hvor skum, betræk og stel hænger uadskilleligt sammen. Giver det svageste led op, ryger hele stolen ud.
Tegnet til at blive skilt ad
Børge Mogensen er det tydeligste eksempel på tankegangen. Som chefdesigner hos FDB Møbler tegnede han i 1947 Folkestolen J39: et stel i massivt træ med et sæde i håndflettet papirgarn, tænkt som en spisestol, almindelige familier havde råd til. Sædehøjden er 46,5 cm, og modellen produceres stadig hos Fredericia Furniture under modelnummer 3239, mens eksemplarerne fra 1950’erne og 1960’erne handles side om side med de nye. Udvalget af originale stole fra Børge Mogensen hos KLASSIK i København viser spændvidden i hans arbejde: spisestole i flet, jagtstole i sadellæder og modeller, der har været i daglig brug siden midten af forrige århundrede.
Princippet går igen i hans senere stole. Jagtstolen fra 1950, vist på Snedkerlaugets Møbeludstilling det år, hvor temaet var “Jagthytten”, blev Mogensens første stol med synligt træstel og sadellæder, og både sæde og ryg er lavet til at blive taget af og skiftet. Otte år senere fulgte Den Spanske Stol samme spor med brede armlæn og vegetabilsk garvet kernelæder, der holdes på plads med synlige spænder og strammes op, når læderet har givet sig. Sædet er ikke en permanent, fastgjort overflade; det er en del, der justeres efter behov og en dag skiftes, uden at der skal saves eller lirkes i stellet.
Hvad sker der, når flettet en dag slides igennem?
Så bliver stolen flettet om, ikke smidt ud. Et sæde i papirgarn eller rørflet er en sliddel på linje med dækkene på en cykel: det arbejder, hver gang nogen sætter sig, og efter årtiers brug sætter en møbelfletter nyt flet i, hvorefter stolen er klar til årtier mere. Flere danske værksteder har omfletning af netop J39 som fast ydelse, og dér ligger pointen: reservedelen findes, håndværket findes, og begge dele har eksisteret lige så længe som stolen selv. Det samme gælder BM 61 og BM 62 fra 1958, Mogensens spisestole med sæde i flettet rør, hvor synlige fingersamlinger i træet samtidig viser, hvordan stolen er sat sammen.
Samme logik gælder de polstrede modeller. Blandt designerlænestole er det i praksis hynder og betræk, der giver op først, længe før stellet, og derfor er ompolstring en lige så etableret disciplin som omfletning. En lænestol fra 1960’erne kan have fået nyt betræk to eller tre gange i sit liv og stadig være den samme stol: samlingerne, proportionerne og træet er urørte, mens sliddelene er fulgt med tiden. Den mulighed er ikke et tilfælde, men en direkte følge af, at stel og polstring blev tegnet som adskilte dele.
Patina er ikke det samme som slid
Overfladen på en 70 år gammel stol fortæller sin alder, og det er en kvalitet, ikke en fejl. Træsorterne bevæger sig hver sin vej: teak lysner med årene, mens olieret eg mørkner, og vegetabilsk garvet kernelæder får en dybere, varmere tone af brug og lys. Den jævne ældning kaldes patina, og den sidder udelukkende i overfladen. Slid og skade er noget andet: en løs samling, et gennemslidt flet, en revne i træet. Patina skal have lov at blive stående, for den skabes kun af tid; skader hører derimod hjemme hos snedkeren, fletteren eller polstreren, som udbedrer dem, netop fordi stolen lader sig skille ad. Denne kvalitet ses man ofte ikke længere på moderne stole, hvilket bestemt er en af grundene til at mange stadig elsker vintage designer stole.
Deraf følger også svaret på spørgsmålet i overskriften. Vintage stole holder i mere end 70 år, fordi ingen enkelt del behøver at holde så længe alene: stellet blev tegnet til at blive stående, sliddelene blev tegnet til at blive skiftet, og håndværket til begge dele findes stadig.
Skal du have én tommelfingerregel med, så er det denne: patina hører til på overfladen, aldrig i konstruktionen. Holder det princip, holder stolen også de næste 70 år.
